Sådan fejrer vi jul

23. december
Vores jul - se vores favorit traditioner 

Vi deler alle rigtig mange traditioner, når det kommer til julen - hvilken mad vi spiser, sangene vi lytter til og pynten vi bruger.
Men ofte har alle familier små traditioner, som er specielle for dem. Eller som man sætter ekstra pris på. 

I dag kan du lære os fra ViSSEVASSE kontoret lidt bedre at kende - vi deler nemlig de juletraditioner, der er specille for os hver især.

Pernille, som har været i virksomheden siden 2015, tager hvert år med sin familie ud for at fælde et juletræ.
"Vi tager langt ud på landet og går på jagt efter det flotteste juletræ på plantagen. Det er helt vildt hyggeligt, at vi har en hel dag sammen. Når juletræet er kommet hjem, bliver det pyntet med julekugler, som jeg har arvet fra min mormor og morfar - de har en del patina efterhånden ;-) I mange år havde vi ikke en stjerne til toppen af juletræet, så der brugte vi en gammeldags nissehue i filt i stedet." 

Christina, vores kørende sælger i Danmark, har noget helt specielt julepynt, hun hænger op hvert år.
"Mine naboer siger altid til mig, at min julepynt er den flotteste. De ved ikke, at det eneste julepynt jeg hænger op, er det, der hænger på døren. Julekransen på døren er speciel for mig, fordi der er 2 gravhunde på - præcis ligesom jeg har 2 gravhunde. Min yndlingsting ved julen er at være sammen med familien i juleferien"

Dorthe har altid sat meget pris på familiens lysleg. "Hver juleaften har vi en leg, lyslegen, hvor man kan vinde en lysgave. Traditionen tog jeg med ind i familien, da en veninde på Håndarbejdsskolen fortalt mig om den for 26 år siden, og den har været i familien lige siden. Det fungerer sådan, at alle ved julebordet har et juletræslys i en lysestage foran sig. Når julemiddagen starter, tænder alle deres lys på samme tid. Den, der har lyset, der brænder længst tid, vinder lysgaven. 
Legen var ekstra god, da vi havde små børn i familien, for det fik julemiddagen til at vare lidt længere"

Karsten står altid for julemiddagen. "For mig er det super hyggeligt at forberede julemiddagen for min familie. Jeg kan mærke julefreden sænker sig, når duften af sovs, and og flæskesteg breder sig i huset. Jeg sørger altid for at lave ekstra flæsesvær, for der er altid nogle i familien, der snyder og snupper sværene fra flæskestegen. Jeg elsker at gøre noget ekstra ud af det, og i år skal min familie forkæles lidt ekstra med østers og champagne, når de kommer"

For Ronja går julen først rigtigt i gang, når der er blevet lavet juletog i starten af december. "Så længe jeg kan huske, har vi startet december måned med at lave juletog med min mormor, morfar og mosters familie. Det er lidt som at lave et kagehus, som man pynter med glasur og slik, men så er det bare et tog i stedet. Det er så hyggeligt at samles om bordet og pynte i vildskab. Jeg glæder mig altid til at se resultatet - som er mere eller mindre pænt ;-) Juletoget står fremme som en del af julepynten gennem hele december måned" 

Hvilke juletraditioner har I i din familie? Vi ville elske at høre om det! Du kan dele din yndlingstradition med os her. 

Du kan se resten af vores julekalender her.